Anmeldelse: Tolk. Der er ikke i ny dansk litteratur noget mere bevægende end blankheden før punktummet, når moren i Maja Lee Langvads nye roman taler om kimchi på koreansk.
Tabt i transnational adoption
Det er sjovt, som en genrebetegnelse kan virke foruroligende. Maja Lee Langvads to første fantastiske bøger, begge hovedværker i ny dansk litteratur – den 62 sider tynde, syleskarpt finurlige debut Find Holger Danske (2006) og den 251 sider tykke, furiøst encyklopædiske remse Hun er vred (2014), allerede ti år gammel – bar henholdsvis ingen genrebetegnelse og betegnelsen »Et vidnesbyrd om transnational adoption« (samtidig med nummer to udkom et Appendix til debuten).
Det enerverende karakterløse værk nummer tre (et halvt), Dage med galopperende hjertebanken, var igen uden genrebetegnelse, men nu, da Langvad omsider er tilbage med en ny bog, Tolk, er betegnelsen for første gang helt traditionel, nemlig »roman«, og straks frygter jeg, at der faktisk er tale om en traditionel roman, at den konceptuelle karakterfuldhed helt er tæmmet.
Del: