Anmeldelse: De sortklædte. Peter H. Olesen har skrevet den kosteligst ømme kortroman om at være de eneste postpunkere i sort-hvide 1981.
Sort guld

Fotocollage: Liv Lansner. Kildefotos: Bent Midstrup, Adobe Stock
Peter H. Olesen, født 1962, er det, der med et altmodisch udtryk hedder et renæssancemenneske. En kunstner, der spænder over flere, ikke nødvendigvis kun kunstneriske discipliner. Olesen er både forfatter til romaner og digtsamlinger, sanger/sangskriver i eget navn og i bandene Olesen-Olesen og De efterladte samt aforistisk fyndig Facebook-skribent og medejer af plade- og vinbutikken Vin & Vinyl, alt sammen med umiskendeligt, sørgmuntert og letbittert talent.
Tumor hed det litterære undergrundsmagasin, som Peter H. Olesen og et andet distingveret multitalent, nemlig sanger-sangskriver, forfatter og manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, redigerede 1989-91. Selvfølgelig! Lige så selvfølgeligt hed Peter H. Olesens første 80er-band Sort-Hvide Landskaber og Bo Hr. Hansens første 80er-band Cinema Noir. Sort/sort! Og i alle øvelokalerne drak de, når det skulle være fint, Sort Guld.
Del:



