Snylterens almanak

Hvis man interesserer sig det mindste for europæisk samtidslitteratur, er det umuligt at komme uden om Édouard Louis. Han debuterede i 2014 som blot 21-årig med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule om opvæksten som homoseksuel i den franske underklasse. Siden udkom Voldens historie, om dengang han blev voldtaget og forsøgt myrdet, samt to kortromaner om hans forældres liv og skæbne (Hvem slog min far ihjel, 2018, og En kvindes forvandling, 2021), der ligesom debuten kredsede om vilkårene for det kapitalistiske samfunds mest udsatte kroppe, som lever og lider langt fra hovedstadens velfærdsnærede tinder. I alle disse bøger var hans egen klasserejse den præmis, der muliggjorde fortællingen, men en egentlig og nogenlunde systematisk rekonstruktion af den sociale opstigning, som Édouard Louis har gennemført, finder man først i hans seneste bog med den sigende titel Forvandlingens metode.

Da bogen indledes, er forfatteren fyldt 26 år, men som han lidt undskyldende bemærker, må han endnu en gang fortælle historien, han før har fortalt om sit udgangspunkt. Hurtigt viser det sig dog, at Édouard Louis endnu ikke har udtømt hovedstolen; mens de tidligere bøger fokuserede på dem og det, han ville væk fra, så fokuserer den nye bog på dem og det, der hjalp ham med forvandlingen. Landsbyens bibliotekarer fremhæves som tidlige hjælpere; men bogen er især dedikeret til veninden Elena, som Louis lærte at kende, da han mod alle odds startede på gymnasiet i den større by Amiens. Hun lærte ham nemlig de sociale koder, der gav ham mulighed for at passe ind i provinsens småborgerlige miljøer: at holde rigtigt på bestikket, at binde en windsorknude, at læse god litteratur og se gode film; mens hendes mor begyndte at kalde ham det, han senere tog som sit juridiske navn: Édouard. Hun mente, det passede bedre til ham end navnet »Eddy«.