Kærlighedserklæring. Édouard Louis’ nyeste roman er en vred, nænsom pamflet om entydig klassekamp og nuancerede faderkomplekser.
Når far synger Céline Dion
Hvor ødelagt skal en far være, før man kan tilgive ham? I sin selvbiografiske debut, Færdig med Eddy Bellegueule, beskrev den franske forfatter Édouard Louis en opvækst med homofobisk mobning og ensomhed i en landsby i provinsfrankrig. Volden og idealerne om mandighed er sivet dybt ind i miljøet, og fortælleren Eddy følte sig fremmed i sin familie.
I Louis’ nye roman, Hvem slog min far ihjel?, vender fortælleren hjem efter flere års fravær og opdager, at farens krop og helbred er ødelagt af et langt liv som fabriksarbejder. Forfatteren vender tilbage til den samme scene, men flytter lyssætningen, så vinkler, lysfald og skygger forskyder sig og afslører nye fortællinger skjult i den samme fortid. Jegfortælleren, som omtrent er identisk med Louis selv, genopdager gennem skriften den proletarfar, han har mistet kontakten med, hans udsatte, knudrede forhistorie, som besværligt nok er vokset sammen med hans brovtende machismo, racisme, homofobi.
Del: