Aldersforskel. Hvilke bøger skal man læse om forhold mellem unge piger og ældre mænd? Weekendavisen har fundet fem.
Skæv kærlighed

I 'Manhattan' (1979) spiller Woody Allen en 42-årig manuskriptforfatter, der dater en 17-årig pige, spillet af den dengang 16-årige Mariel Hemingway. Foto: United Artists, Af Archive, Scanpix AF Archive
DRs dokumentar om sexisme i musikbranchen har igen skabt debat om forhold mellem unge piger/kvinder og ældre mænd. Og her kan litteraturen i dén grad være med.
Weekendavisen guider Dem til de fem mest interessante bøger om den måske problematiske aldersforskel.
1. Linn Ullmann: Pige, 1983

»Nogle af de mest fængslende passager i Pige, 1983 er beskrivelserne af, hvordan den 16-årige pige betragter fotografen, når han sover: Hun trækker dynen til side, hun studerer skamløst hans furede, halvgamle ansigt, hans bløde mave er som 'overmodne æbler i en skål på bordet ved vinduet', lyder det.«
Sådan skriver Anna Raaby Ravn om Linn Ullmanns erindringsroman fra 2021 (på dansk året efter), en sammenblanding af digt og virkelighed fra dengang, Ullmann som 16-årig rejste til Paris for at være sammen med en 44-årig fotograf. Vi ser ham gennem hendes blik, ikke omvendt, og hun er hverken forfulgt uskyldighed eller det modsatte, mener Ullmann; hun er fuld af gråzoner, raseri og begær.
2. Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Den berygtede selvbiografi fra 2005, der forevigede sætningen »Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret,« sagt om en 17-årig haitiansk pige, som Jørgen Leth havde et mildest talt kompliceret forhold til, da han selv var i 50erne. Han fortsætter:
»Jeg er besat af denne unge krop, som strækker sig og bøjer sig og åbner sig på det hvide lagen for mig. Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?«
Kort efter udgivelsen fyrede TV 2 Leth som cykelkommentator, senere røg også stillingen som honorær konsul i Haiti. Ekstra Bladet langede ud efter ham, det samme gjorde Kvinfos daværende direktør, Elisabeth Møller Jensen, samtidig med at adskillige kunstnere og journalister gik i forsvar, også her i avisen, hvor han modtog årets litteraturpris.
3. Jenny Erpenbeck: Kairos

Seneste skud på den mørnede stamme, der forynges af en ny kvist, er tyske Jenny Erpenbecks Kairos, vinder af dette års internationale Man Booker-pris og for nylig udkommet på dansk. Kvinden er 19, manden en ældre gift forfatter og far.
»Den unge Katharina ved ikke bedre end at forpligte sig på forelskelsen, hun besidder den unge piges indædte tro på, at en stor forelskelse nødvendigvis må være det samme som evig kærlighed, så da hun under et praktikophold på et teater i Frankfurt er sammen med den jævnaldrende Vadim, kan hun ikke gøre andet end at underkaste sig Hans' sadistiske jalousi. Den ældre Hans, der burde vide bedre, står omvendt magtesløs over for sin egen magtfuldkommenhed,« skrev Amalie Langballe forleden i sin anmeldelse af bogen, der også er en analogi over de uoverstigelige generationsforskelle i det DDR, hvor den foregår.
Kairos er en stort anlagt roman, skriver Langballe, den er ambitiøs og lykkes med det meste.
4. Hilde Rød-Larsen: Diamantaftener

Flere af bøgerne på listen handler ikke kun om et forhold mellem to mennesker, men om det flydende forhold mellem roman og virkelighed. Ofte bliver spørgsmålet en uundgåelig del af debatten, når emnet er et muligt overgreb, en mulig forbrydelse: Hvor meget af det skete rent faktisk? Og hvem gjorde det?
Således også med Hilde Rød-Larsens roman Diamantaftener, der beskriver den 19-årige Agnetes forhold til venindens psykologfar. I et interview hos Information fortalte forfatteren, at bogen udsprang af hendes eget skæve forhold til en ældre psykiater, der begyndte, da Rød-Larsen selv var i begyndelsen af 20erne. Aldersforskellen var egentlig ikke det afgørende, mente hun, snarere at psykiateren misbrugte sin position, selvom de to aldrig havde et officielt læge-patient-forhold til hinanden. Siden meldte forfatteren ham til politiet, men sagen blev henlagt.
»Hilde Rød-Larsen ønsker altså sådan en journalistisk dækning af romanen, som mange andre forfattere (...) normalt har frabedt sig,« skrev Klaus Rothstein om sagen i 2022.
5. Charlotte Brontë: Jane Eyre

En klassiker fra 1847 som afrunding: Den cirka 18-årige forældreløse og forsømte Jane Eyre bliver ansat som guvernante hos mr. Rochester, en grumlende knudemand, som ikke bare er omtrent 20 år ældre end Jane, men også meget mere velhavende.
Det største problem er dog, at Rochester har gemt sin psykisk syge kone væk uden at sige det til Jane, hvilket dog ikke forhindrer ham i at fri til hende og senere tilbyde hende et liv som hans elskerinde i Paris.
Styrkeforholdet er kompliceret i Jane Eyre, for nok har titelfiguren udadtil lavere status end Rochester, men hendes karakter og moral er stærkere, og han går midlertidigt i hundene, efter at hun forlader ham. Da Jane vender tilbage, er det næsten som frelsende engel. Skævheden er udlignet.
Vil De have flere boganbefalinger fra Weekendavisen? Så tilmed Dem vores nye litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.
Del: