DDR-roman 2. Mesterligt isnende skildrer Jenny Erpenbeck, hvad der sker, når en stor forelskelse mellem en ung kvinde og en ældre mand vender vrangen ud på sig selv – midt i et DDR, som er i færd med at gøre det samme. Det er eminent romankunst.
Den elskede affortryllet
Det ville ikke være forkert at læse Kairos ind i rækken af romaner, som de seneste år har endevendt forholdet mellem den unge pige og den gamle mand – eksempelvis Samtykket af franske Vanessa Springora, Pige, 1983 af norske Linn Ullmann og den hjemlige En pige forlod værelset af Ulrikka S. Gernes – for selvom der i tilfældet Kairos ikke findes et selvbiografisk ophav, så er der mange andre ligheder: En ældre kvinde ser tilbage (i dette tilfælde udløst af elskerens død) på sig selv som ung kvinde (i dette tilfælde 19 år gammel), der møder en ældre mand med kulturel kapital (i dette tilfælde gift forfatter med barn). De to indleder et forhold, hvor manden er læremester (i dette tilfælde særligt klassisk musik og litteratur), og pigens ungdom på sin vis går af led.
Læser man Kairos i dét lys, bliver historien om den unge Katharina, der ved et busstoppested møder forfatteren Hans i DDR-tidens Berlin og indleder et stormfuldt forhold til den gifte mand – først stormfuldt forelsket, siden stormfuldt forbitret – først og fremmest en klaustrofobisk fortælling om at blive fanget i sin egen kærlighedsfortælling. Den unge Katharina ved ikke bedre end at forpligte sig på forelskelsen, hun besidder den unge piges indædte tro på, at en stor forelskelse nødvendigvis må være det samme som evig kærlighed, så da hun under et praktikophold på et teater i Frankfurt er sammen med den jævnaldrende Vadim, kan hun ikke gøre andet end at underkaste sig Hans' sadistiske jalousi. Den ældre Hans, der burde vide bedre, står omvendt magtesløs over for sin egen magtfuldkommenhed.
Del:
