Noget af det mest imponerende ved William Shakespeare er den tid, han skrev i. England i slutningen af 1500-tallet var nemlig ikke et sted, hvor kunsten havde gode vilkår. Under dronning Elizabeth I. havde landet forvandlet sig til en paranoid politistat med censur, stikkere og politiske snigmord. Der var væbnede kampe mellem protestanter og katolikker, terrorceller og dobbeltagenter, og ude ved kysten lurede den spanske armada altid lige bag horisonten. Det kunne mærkes i kulturlivet, der var spaltet i to adskilte verdener: højpandet teater på latin, som blev opført på universiteterne, og en bestialsk form for folkelig underholdning, der var henlagt til byernes torve og pladser. I sin seneste bog beskriver Shakespeare-historikeren Stephen Greenblatt den sidste kategori således: »Store menneskemængder betalte for at se en hest med en abe på ryggen blive angrebet af vilde hunde. Når den udmattede hest kollapsede og blev dræbt, var det tid til at slippe bjørnene og tyrene løs, binde dem til pælene og gentage morskaben.«

At klassikere som Hamlet og Kong Lear kunne vokse frem i den mørke muld, har altid været en del af myten om Shakespeare. »Skjalden fra Avon« var et lys i mørket, en gnist af humanisme midt i al barbariet. Han antændte den ild i sproget, litteraturen og teatret, der bredte sig til resten af kontinentet og stadig brænder i dag. Altså bortset fra, at det hele begyndte et andet sted. Inden Shakespeare havde en anden engelsk dramatiker skrevet om de samme emner, i det samme nyskabende sprog og med større mod og kompromisløshed end ham.