Anmeldelse: Djinn. Elias Sadaq næstendebuterer med lige akkurat udmærket, kæk-melankolsk knækprosa om at være sin muslimske fars værste mareridt: digter, queer og vantro.
Serafer er sheriffer
Der er et målrettet performativt attak i dansk-marokkanske Elias Sadaqs digtsamling og overgrundsdebut Djinn, som går min lange, hvide næse forbi, og som han forklarer blandt andet således til Gyldendals navnløse pressemedarbejder: »Mens jeg skrev, var jeg bekymret, for Djinn er en kontroversiel digtsamling. To tabuer i islam – homoseksualitet og sort magi – møder hinanden (…). Bogen skal ud, for jeg er på en mission; kæmper for en sag. Jeg sigter efter at give andre styrke til at være udskældte, og til at lede efter andre, hvor frigørelsen findes.«
Det er jo ikke kontroversielt for mig, at Sadaq i sine digte skildrer en lang række erotiske kærlighedsmøder og ikkekærlighedsmøder med mænd, eller at hans digterjeg identificerer sig med den filur- (og nisse-?) og djævleagtige gnomfigur en djinn, lige så lidt som det er frigørende. Jeg er litterært privilegeret bare interesseret i den poetiske gevinst, og den er jeg privilegeret gnavent bare en smule undervældet af. For mange digte lader sig nøje med sådan en referatflad, overforklarende, knækprosaisk anekdotestil med eller uden tyk pointering, sådan her for eksempel:
Del:
