I januar 1945, hvor Tom Buk-Swienty tager tråden op fra Berlin brænder, er det tre år siden, Hitler stod på magtens tinde. Herefter gik det støt ned ad bakke, men det tog de allierede over tre år og millioner af døde at nedkæmpe naziregimet, der sloges indædt til det sidste.

Også da russerne ved årsskiftet 1945 angriber fra øst og de allierede fra vest med styrker, der er langt overlegne, slås nazisterne videre med tab på over 350.000 mand om måneden. Så besatte er de ledende nazister og deres mange ligesindede af tanken om, at de er et herrefolk, som det er umuligt at besejre.