Med Kristoffer Linds Døgnet må den autofiktive litteratur siges at have nået sin Stunde Null. Herfra er der ingen vej tilbage; den sidste rest af tro på, at genren skulle være en berigelse snarere end en forulempelse af kunsten, må kapitulere. Nøgleromanen, der ifølge bagsideteksten er en »fiktionaliseret fortælling« om lukningen af kultkanalen Radio24syv, der blev etableret i 2011 som et alternativ til DRs P1, er én lang uetisk gætteleg, der skal skille insidere fra outsidere. I den forstand minder Lind om sin jegfortæller Toke, en håbefuld semijournalist, opsat på at blive optaget i klubben af seje fyre.

For kan man læse om gonzoen Bjarne Lunderskov, der kører bil i narkopåvirket tilstand, uden at komme til at tænke på René Fredensborg? Minder mandebedåreren Dina Ina ikke om Iben Maria Zeuthen? Er den selvfede samfundsrevser John Octavian i virkeligheden Knud Romer? Og den brutale nyhedschef Bulder faktisk Simon Andersen? Nej, de er romankarakterer. Og alligevel er det jo meningen, at læserne – ikke mindst dem, der lyttede med i taleradioens otteårige levetid – skal sladre videre ud fra disse nyfigne spørgsmål.