Forfatter i en verden, hvor intet er privat

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

I det nye år vil jeg læse forfatterdagbøger. Øverst på listen står engelske Virginia Woolfs dagbøger, som jeg engang hørte forfatteren Zadie Smith hype begejstret. Dagbogen spænder fra 1915, hvor debutromanen The Voyage Out også udkom, til 1941, hvor Woolf begik selvmord. Jeg vil også gerne læse den tyske filolog Victor Klemperers dagbøger, der er samlet under overskriften Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste, og som dokumenterer hverdagslivet fra Hitlers magtovertagelse i 1933 frem til befrielsen i 1945. En anden dagbog, der vækker min nysgerrighed, er skrevet af den polske Witold Gombrowicz. I 2017 udgav mikroforlaget Sisyfos første del af hans dagbog, som han skrev i Argentina, hvor han befandt sig i eksil efter Anden Verdenskrigs udbrud. Og nu har det kvalitetsbevidste forlag endelig udgivet bind to, der omhandler forfatterens liv i perioden 1959-1969.

Dagbogen er en vidunderlig form for litteratur, der i bedste fald både indeholder meningsskabende mikroobservationer fra forfatterens hverdag (og dermed samtid) og vældige betragtninger om eksistensen. De kan læses som supplement til et forfatterskab, man i forvejen elsker, men dagbogen kan også få en til at forelske sig i en forfatter. Mit første møde med Kafka var eksempelvis ikke Processen, men hans dagbøger, som min antropologiprofessor satte på pensumlisten i et fag, der handlede om at beskrive verden.

Alligevel tror jeg ikke, at der vil udkomme mange forfatterdagbøger i fremtiden. Dels tror jeg, at forfatterens autoritet er svækket, dels har jeg svært ved at forestille mig, at mange forfattere vil blive vurderet egnede, det vil sige spændende nok til, at forlag vil satse på deres dagbøger. Men den egentlige årsag er, at alt det, som forfattere før i tiden fyldte deres dagbøger med, dengang skellet mellem privatsfæren og det offentlige rum stadig eksisterede, i dag pibler ud alle mulige steder på sociale medier, nyhedsbrevsplatforme, i interviews, reels, podcasts og ikke mindst i den autofiktive litteratur. Forfattere er ikke længere et mysterium; i deres bøger lærer vi dem grundigt at kende hen ad vejen.

Forfatteren Thomas Boberg er et utroligt eksempel på det. I 1996 udkom Sølvtråden, som han dengang kaldte »rejseminder« fra Sydamerika og Sudan. Senere udkom flere autofiktive beretninger om forfatterens liv og rejser: Americas (1999), Invitation til at rejse (2003) og I den næste by (2012). I 2019 udkom Africana, der på trods af genredefinitionen »Rejseroman« umiddelbart også fremstod som minder fra forfatterens eget rejseliv og møder med andre danske forfattere som Theis Ørntoft og Madame Nielsen. Den sidstnævnte endte ligefrem med at udfordre Bobergs udlægninger i et essay. Og i disse uger går vi så og venter på domsafgørelsen oven på en retssag mod Thomas Boberg, anlagt af fejøboeren Frank Strathe, der mener, at Boberg begik karaktermord ved at skrive »direkte om ham og hans restaurant« – og blot ændre hans navn til Rolf i Bobergs seneste roman Insula fra 2024.

Det må selvfølgelig være sådan, at forfatteren frikendes, ikke af hensyn til ham, men af hensyn til romangenren, der skal holdes fri til at indeholde alt. Med det sagt rejser sagen et vigtigt spørgsmål, som vi bogmennesker har danset rundt om i snart mange år uden at forholde os ordentligt til det: Hvad betyder det for litteraturen, at langt de fleste romaner, der udkommer i dag, er autofiktive?

Lasse Winther Jensen berigede denne diskussion, da han sidste år, i kølvandet på en diskussion om Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af Lea Marie Løppenthins digtsamling Løven og klagen i Information, stillede spørgsmålet:

»Hvordan skriver man kritisk om digtsamlinger, der massivt vægter skildringen af (private) selvbiografiske erfaringer over konventionelle poetiske formgreb, uden det bliver opfattet som et angreb på forfatteren? Og hvilken (ny?) kritisk tilgang skal der til for at få mest muligt ud af den her form for poesi?«

Det samme spørgsmål skal vi, der anmelder romaner, stille. Men autofiktion er ikke kun et litterært problem. Almindelige borgere, såsom Frank Strathe, føler sig uretmæssigt behandlet, og den slags sager må vi forvente at se flere af i fremtiden, hvis forfatterne fortsætter med at skrive autofiktion.

Burde forfattere helt stoppe med at skrive autofiktion? Det mener jeg ikke. En god bog opstår på sine egne præmisser, og hvis den præmis er autofiktiv, så må det være sådan. Til gengæld må forfatterne leve med, at det omgivende samfund, inklusive familie og venner, der ofte ikke bryder sig om at blive gjort til ufrivillige og slet skjulte romanfigurer, fordømmer og forbander dem og i værste fald vender dem ryggen.

At forfatterrollen er under forandring i en verden, hvor intet er privat, står også klart i Linea Maja Ernsts interview med Olga Ravn. Hun fortæller om at være forfatter med både læsere, følgere, Substack og internationalt gennembrud. De traditionelle pressestrategier virker ikke længere. Forfatteren må selv være synlig. Autofiktionen har gjort interessen for forfatteren som person større end nogensinde, og tilsammen skaber det den forfatterfigur, vi ser nu: forfatteren, der både skal skabe kunst og selv stå for at sælge den. Olga Ravn udtrykker stor ambivalens over udviklingen. Især hæfter jeg mig ved hendes svar på spørgsmålet om, hvorvidt hun tænker på sig selv som et brand. Hun svarer, at hendes sociale medier er en professionel identitet, næsten som et jakkesæt, man tager på, mens alt det, der handler om at skrive, holdes helt udenfor. Der er tydeligvis et behov for at bevare det rum, der er forfatterens eget.

Og hvad betyder denne udvikling så for forfatterdagbogen? Sandsynligvis uddør genren. Men måske, og det håber jeg, får den en renæssance, fordi vi læsere midt i al den digitale virak går og længes efter noget, der rent faktisk er intimt. Heldigvis kan vi stadig kaste os over de mange dagbøger, der allerede er skrevet og venter på at blive læst.