Bøger

Mindeord. Henrik Nordbrandts (1945-2023) digte er en flugt ud af sproget og en overgivelse til samme. Fordi der jo ikke er nogen vej ud.

Regnende tremmer

Det er et rigtigt Henrik Nordbrandt-vejr, mens jeg skriver dette, den 31. januar. Det er den slags vejr, som ligner et fængsel, men som ikke desto mindre kan blive til poesi i Henrik Nordbrandts univers. Regnende tremmer. For nogle dage siden, helt præcist den 18. januar, besøgte jeg ham på Bispebjerg Hospital, hvor han var indlagt en kort tid, før han blev flyttet til et rehabiliteringscenter og derfra omsider transporteret tilbage til lejligheden på Østerbro, som han i den grad havde kæmpet for. Han var faldet og havde flækket den ene knæskal.

Mangler du noget?

Andre læser også

  • Samfund
    Abonnement
    Året med mindst 20 måneder

    Mørkt. »Jeg ønskede egentlig bare, jeg kunne få den her sygdom og stille og roligt kradse af.« Henrik Nordbrandt om det mørkeste og længste år. Og om at se døden i øjnene med en vis munterhed, hvad skulle man ellers gøre?

  • Kultur
    Yakitori vækker Østerbro

    Genoplivet. Den østlige del af Øster Farimagsgade har altid ligget i dvale. Fugle dør af kedsomhed og dratter ned fra træerne, og beboerne er ikke til at drive op af Børge Mogensen. Nu forsøger endnu en restaurant at skabe liv dernede. Martin Kongstad besøgte Kappo Andō.

  • Bøger
    Abonnement
    Forår på trods

    Nærlæsning. Et digt af den sene, til lykken evigt for sent ankommende Henrik Nordbrandt læst med læsebrillerne helt ude på spidsen af den sodede næse.