I udbrud. Nå, så Prince kunne være et røvhul? Spørg mig, om det rør' mig.
Prince og dydsgardisterne
Jeg er opvokset i den tid, der også går under navnet »det var en anden tid«, og på lange stræk savner jeg den.
Den bød på mere frisind, optimisme og håb, end samtiden gør i dag, men især bød den på noget så herligt som en ret stor ligegyldighed over for, hvad en kunstner gik og foretog sig, når vedkommende ikke lavede kunst.
For eksempel skænkede jeg det aldrig en tanke, hvordan Prince var som menneske. Hvordan han behandlede sine damer eller forældre, om han hilste på naboen, og om han spiste foie gras, pandakød eller hortulaner. Jeg var ligeglad. Det eneste, der optog mig, var hans musik (og så det faktum, at han engang havde tilbragt en nat med en dansk kvinde og efterfølgende sendt hende en pakke med overdådige gåsedunsdyner. Pr. bud. Sådan kan man også anerkende et vellykket knald).
Årsagen til, at jeg er gået i udbrud over Prince, er, at han ifølge en ny, endnu ikke programsat dokumentar ikke kun var en laber popgud badet i lilla nostalgiregn, men også et kontrollerende røvhul. Det er dokumentaristen Ezra Edelman, der har lavet en ni timer lang Netflix-dokumentar om skygger og magi i geniets liv, og den har revitaliseret den klassiske diskussion om kunst og kunstner; en debat, der kan gøre en så træt, at man får lyst til at søge om akut invalidepension.
Og hvad så, hvis han af og til gjorde idiotiske ting og var dum at høre på? Jeg er klar over, at særligt de seneste år har lært os, at vi bør foragte dem, der ikke nøjes med at spille gulvharpe og bære kyskhedsbælte. At vi faktisk nærmest ikke kan tillade os at lytte til musik eller læse bøger af mennesker, der har fejl eller skyggesider eller har sagt noget, som engang har gjort nogen kede af det. Og selvfølgelig skal vi skelne mellem træls adfærd og så afstumpet eller endda kriminel adfærd, men måske skal vi især overveje, hvad vores renhedsidealer i sidste ende vil efterlade os med.
Så det er fint med mig, hvis dokumentaren om Prince aldrig ser dagens lys, men fortsætter med at leve – som Pablo Neruda skrev – mellem skyggen og sjælen.
Verden har ikke brug for mere demaskering og flere dydsgardister (ja, med y), men for hvert eneste af de lumre hvin, som Prince leverede med sin musik.
Del:
