Jeg er hele tiden i gang med at lytte til det nye, mørke, absolut fremragende Suede-album Antidepressants, med sangtitler som »Disintegrate«, »Trance State« og »Broken Music for Broken People«. Førstnævnte har et fælt smittende omkvæd, der på dansk lyder sådan: »Kom ned og desintegrer med mig/ Vi skæres ned som tusindfrydene, som de store valmuer.«

Men igen og igen afbryder jeg lytningen for endnu en gang at lægge popøre til Saint Etiennes blændende lyse single »Glad«, med stemt D, som jeg virkelig ikke er mindre afhængig af. Omkvæd: »Gør det dig ikke trist at være ensom?/ Gør det dig ikke trist at være alene?/ Gør det dig ikke glad, når solen skinner i dit øje?/ Gør det dig ikke glad at være i live?«