Murstynet. Theis Ørntoft skuffer som og med et helt højhus af et tomt raslende, klodset sammenlimet slægtsromanskuffedarium.
Planetarisk kedsomhed
Jeg kunne indlede denne ret uendeligt ulykkelige anmeldelse på alle mulige anstrengt fikse faconer, som jeg til overflod allerede har udtænkt, fordi det var den eneste måde, jeg kunne få læsningen af Theis Ørntofts 600 sider tykke, af lutter vådt krudt og kortsluttede kanoner nedtyngede dødssejler af en slægtsroman, Jordisk, til at fornøje bare en smule.
For eksempel kunne jeg skrive, at jeg hellere ville have læst en digtsamling om det viceværtsjob på Gyldendal, Ørntoft ifølge pressemeddelelsen en tid lang bestred for at komme ovenpå efter den panikangst, som besværet med at komme videre fra side 300 havde bibragt ham; sådan en viceværtsdigtsamling har jo Nikolaj Zeuthen skrevet under titlen Viceværtsdigte, men jeg kender ikke til andre viceværtsdigtsamlinger, og jeg kender til talløse andre slægtsromaner, der fortæller traurigt, glansløst bogholderagtigt om de udvalgte slægtsmedlemmer fra den pågældende slægt, herunder utallige slette slægtsromaner, der fortæller slavisk kronologisk fra generation til generation, og utallige slette slægtsromaner, der som Ørntofts fortæller skævt ukronologisk, i spring mellem generationer og årtier.
Del:
