Inge, åh Inge. Dig, der mest er kendt for ikke at være kendt og næstmest for at være en trynet videnskabskvinde. Dig, der ellers bragte seismologien til Danmark. Dig, der som 48-årig opdagede Jordens indre kerne. Dig, vi først for nylig har lært at kende med en DR-dokumentar, en statue på Frue Plads, teaterstykket Jordens indre og exofiktionsromanen Den inderste kerne. Dig, der desværre døde for tidligt, som 104-årig, til at opleve berømmelsen. Hvor jeg under dig en biografi.

Den er nu kommet med Hanne Stragers Skyggezone. Og vil man forstå nutidens ynk for seismologen Inge Lehmann (1888-1993), som i 1936 i artiklen »P’« beskrev Jordens indre kerne, skal man for guds skyld læse den.