P! [ˈpeˀ-] betyder ingenting rent semantisk, men det betyder alt i lodret kommunikation. Netop fordi P intet betyder, er det en måde at markere og opretholde afstand i konventionel stratifikation mellem stænder, klasser, kaster, racer, socialgrupper og kultursegmenter – alt dét, som mennesker nu engang inddeler og inddeles i.

»P« bruges ikke af det allerfineste topbrass, som er født ind i eller på anden vis er sikret sin status, og som sådan ikke behøver »P«. Det bruges snarere af hvislende hofsnoge og klæge klakører, altså af fidele, jegsvage mellemledertyper, som er placeret tæt på det fornemme uden at være noget ved egen kraft, og som derfor må markere afstand til ringere mennesker for at opretholde den indbildsk gunstige strålevarme fra det finere.