Rakel er ikke den eneste kvinde i kollektivet, hvor hun bor med fire mænd i et rækkehus i Ørestad. Kristina er der også, og hun ryger pibe. Hun hænger på væggen ved trappen op til Rakels Haslund-Gjerrilds værelse og er malet af den mand, som siden 2016 både har været den 32-årige forfatters forbandelse og velsignelse. Undervejs måtte hun i en lang periode lægge ham helt fra sig.

Billedet er maleren Kristian Zahrtmanns forstudie til det store værk Dronning Kristina i Palazzo Corsini. I centrum af maleriet står dronningen omgivet af kardinaler, som hun diskuterer med. Tilsyneladende uden at lytte efter, hvad de siger, for hun har travlt med at nyde sin kridtpibe og at løfte op i kjolen for at varme sin bagdel mod kakkelovnen.