Den tidligere formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation og hendes forlag synes besjælet af den opfattelse, at de to ord »min« og »version« sat sammen er en slags passerseddel til at aflevere uunderbyggede påstande, insinuationer og antydninger.

Både Lizette Risgaard og forlaget Grønningen 1 har i hvert fald fundet det rimeligt at indvie offentligheden i 40 år gammel sladder om, at Anker Jørgensen måske mobbede en yngre kvindelig topsocialdemokrat til selvmord. Under en socialdemokratisk kongres i Aalborg kastede Inge Fischer Møller sig ud fra toppen af Hotel Hvide Hus. Snakken gik dengang, fortæller Risgaard, at Anker Jørgensen og hans partisekretær havde isoleret hende, og nogle »talte ligefrem om, at statsministeren var medskyldig i hendes død«. Hun blev »mobbet til selvmord«.