På den norske oliefonds hjemmeside kan man til enhver tid se, præcis hvor rigt vores broderfolk er. Tallet er skrevet øverst med store typer og ændrer sig hvert sekund. Da fonden blev oprettet i 1990, satte staten 100 milliarder norske oliekroner ind på kontoen, og det var dengang så mange penge, at flere embedsmænd svarede forkert på pressemødet, da de blev spurgt, hvor mange nuller der egentlig er i sådan et tal.

Og måske nordmændene stadig ikke helt har vænnet sig til beløbets svimlende omfang. På hjemmesiden kan fonden i dag fremvise ejerandele i mere end 7.000 af verdens største virksomheder og en ejendomsportefølje med nogle af klodens mest attraktive adresser i London, Paris og New York. Tallet er nu 20 gange så højt som ved oprettelsen og spiller stadig en central rolle for den norske selvforståelse, forklarer Lars Backe Madsen i sin bog Norsk hybris.