Mørke ugle, bask dog til de bogstaver

Jeg sad ikke og læste Peter Laugesens nye, enkelt og fodrapt strålende, nye digtsamling Det ligger på mit hjerte i venteværelset til danseskolen på tredje sal i Field's, fordi min lille datter fløj rundt og rundt om mig, mens vi hviskede til hinanden om, at der godt nok var stille, fordi alle de andre forældre og søskende sad og stirrede og lydløst – modsat selv den mest elektriske skrivemaskine – tastede på deres mobiltelefoner, hvilket jeg, hvis jeg havde været alene, jo nok lige så godt kunne have gjort, som jeg kunne have siddet og læst Laugesen, som jeg helst forestiller mig, at jeg ville have gjort, og som jeg har gjort i en lang række af mere eller mindre konkrete venteværelser gennem mit halvlange liv.

Men hvis jeg nu havde haft bogen med og havde taget den frem og var begyndt forfra, ville jeg efter cirka seks-syv minutter på side 26 være stødt på dette (på siden med megen luft nedadstrækkende) digt om mobiltelefoner, der er totalt renfærdigt patetisk jeronimusagtigt og bare sandt (om kunst og sandhed handler et andet digt; »Wolfe og Saint-John Perse/ skønhed, højsang// Morgen og alting/ alle konturer står klart// Alle tegn er parat// Kunsten er et hus/ hvor høj sang/ kan lyde og sandhed bo«):