Cyklisk. Mennesket har altid været bange for at dø, men måske er der alligevel hjælp at hente i fortidige erfaringer set gennem fiktionens briller.
Mod uendeligheden
Tidligere på året skrev vi her i sektionen om den såkaldte exofiktion – hvor forfattere med hjælp fra fiktionen vækker især glemte kvindelige kunstnere og videnskabsfolk til live. Det er dog ikke den eneste tendens, der har været at spore i det danske litteraturlandskab i det forgangne år. Mens den skandinaviske autofiktion fandt sin inspiration i det forhåndenværende hverdagsliv, inviterer flere forfattere nu deres læsere med ud på tidsrejser.
I løbet af de seneste år er der herhjemme udgivet diverse nyoversættelser af oldtidsværker, herunder Gilgamesh, flere Sapfo-oversættelser og Enheduanas Dronning over verdens magter. Derudover er der udkommet flere historiske fiktioner, blandt andet Vindens port af Anne-Cathrine Riebnitzsky og Maria Hellebergs Rigets frue: Margrete I – begge fra i år – samt Sofie Malmborgs Bargums synder og Kaptajnen og Ann Barbara af Ida Jessen fra 2020. Men hvorfor foretager flere forfattere denne rejse tilbage i tiden netop nu? Handler det om, at verden kunne være anderledes – eller at den omvendt altid har været den samme?
Del:
