Mormorfiktion. Lone Hørslevs nye roman er en halvhjertet og kvart engageret familieanekdote om to søstre, der for 100 år siden kløjes i kærligheden, så det kan mærkes, men sgu da ikke på læseren.
De klonkende tyvere
Jeg fortryder, at jeg i sin tid brugte kræfter på at være kritisk i min anmeldelse af Lone Hørslevs debutroman, Fjerne galakser er kedelige, 2005, i stedet for bare at være taknemlig for den livfuldhed, hvormed skriften kriblede og krablede, for eksempel sådan her på side 50:
»Vejret er dårligt, lyset er dårligt, og det er heller ikke let at komme ind i krogene, ikke rigtigt, ind under tæpperne med en håndstøvsuger, og dyrene, hvad skal jeg gøre med dyrene? Jeg kan lige akkurat nå den udstoppede hare herfra, jeg aer dens spættede pels med mundstykket, forsøger at suge dens matte overflade væk. Døde dyr er latterlige.«
Del:
