Essay. Jeg bliver vred, når jeg og mine forfædre bliver hængt ud som onde, hvide mænd. Det er faktisk os, der har været slaver – lige her, midt i Danmark.
Mit stavnsbånd
H.C. Andersen lavede, da han var ganske ung, en liste over kendte danskere, hvis navn ender på -sen. For kunne en ung, håbefuld mand – søn af en fattig skomager – blive berømt og anerkendt med sådan et bondenavn? Et navn, der ender på -sen var for H.C. Andersen en skamplet. Hvis man bar et såkaldt sen-navn, blev man aldrig en del af det gode selskab. Navnet afslørede nemlig, at man kom fra underklassen. At man var en taber – og at man kom ud af en taberslægt.
Listen ligger i dag på Bakkehusmuseet på Frederiksberg. Historien virker nærmest eksotisk. For i Danmark lever vi i et velfærdssamfund. Vi lever i et samfund, hvor alle er lige. Og hvis de ikke er det, så har de alle tænkelige muligheder for at blive det. Der er sågar lovgivning, der sikrer, at det på ingen måde må ligge en til last – for eksempel på arbejdsmarkedet – hvis man er kvinde, sort, mormon eller bøsse. Alle kan blive alt. Det er i hvert fald det, vi plejer at fortælle hinanden. Der er ingen grupper i det danske samfund, der har været undertrykt og holdt udenfor. Og da i hvert fald ikke nogen, som lider under dét i nutidens velfærdssamfund.
Fortsæt uden at betale en krone
Få adgang til artiklen, vores nyhedsbreve og mange flere login-fordele.
Se mereDel:
