En buket dybrøde roser blev i sommeren 1923 bragt ind på Willy Grétors stue på den afvænningsklinik i København, hvor han var indlagt for »kokainisme«. Den 55-årige stofbruger var ellers opgivet af slægt og venner og hans livsverden milevidt fra dengang, hvor han gav den som succesrig kunsthandler i Paris – og holdt hånden økonomisk under Georg Brandes, sikrede Knut Hamsun og Selma Lagerlöf internationale karrierer og agerede inspirationskilde for August Strindberg.

Pludselig trak den tidligere kosmopolit en skarpladt revolver frem fra buketten. Smuglet ind, så Grétor endelig kunne forsvare sig mod sine vrangforestillinger. Han satte pistolen mod tindingen og trykkede til.