Med store bogstaver

For et par uger siden sagde John D. Miller undskyld. Han arbejdede engang som marketingchef for det amerikanske tv-selskab NBC og var i den egenskab med til at promovere The Apprentice: Et realityshow, hvor Donald Trump var vært i 14 sæsoner fra 2004, og de medvirkende apprentices, altså lærlinge, kæmpede om hans gunst. Præmien var en kontrakt hos Trump, mens dem, der ikke vandt, blev sendt hjem med beskeden »You’re fired!«.

Miller skrev en klumme i US News & World Report, som fik opmærksomhed et kort sekund i løbet af den hvirvlende valgkamp. »Jeg var med til at skabe et monster,« mente Miller og fortsatte: »For at sælge showet skabte vi narrativet om, at Trump var en super succesrig forretningsmand, der levede som en konge. (…) Det var i bedste fald en substantiel overdrivelse, i værste fald skabte vi et falsk narrativ ved at få ham til at fremstå mere succesfuld, end han reelt var.«

Det er ikke første gang, at en af de mænd, der var med til at puste Trump op, fortryder og nu i stedet gør, hvad de kan for at punktere ham. Særligt forfatteren og journalisten Tony Schwartz har angret. Han var Trumps ghostwriter på den selvbiografiske inspirationsbog The Art of the Deal, som udkom i 1987 og fortalte historien om forretningsmandens glittede opstigen i New York.

En bog, som blev den hestesko, der bragte Trump videre til The Apprentice, blandt andet via gæsteoptrædener i Sex and the City og Alene hjemme 2. The Art of the Deal virkede som trædesten på vejen til Det Hvide Hus: Da Trump lancerede sin første valgkamp i Trump Tower i 2015, sagde han: »Vi har brug for en præsident, som skrev The Art of the Deal.« Siden har Trumps tilhængere medbragt bogen til valgmøder, hvor de har holdt den i vejret og viftet med den, som andre gør med Bibelen eller Maos Lille røde.

I 2016 fortalte Schwartz magasinet The New Yorker, at han påtog sig opgaven som ghostwriter for pengenes skyld, men at han nu følte »dyb anger over at have bidraget til at portrættere Trump på en måde, der bragte ham mere opmærksomhed og gjorde ham mere tiltalende, end han er«.

Schwartz tilføjede, at skulle han gøre det hele om, ville han kalde bogen for The Sociopath, og understregede så i øvrigt, at det var ham, ikke Trump, der havde skrevet The Art of the Deal. Den bog fandtes kun takket være Schwartz, han tog æren eller nærmere skylden. Trump løj, Trump lyver, det var også Schwartz’ pointe.

DET ER ALTID interessant at læse præsidentkandidaters bøger, for hvem er de, eller hvem siger de, de er? The Art of the Deal er lidt anderledes, fordi forfatteren – eller manden, der hævder at være forfatteren – ikke er politiker. I hvert fald ikke på papiret, ikke endnu. Han er dealmaker, en dreven forhandler, der altid lykkes, ambitiøs og flittig, begejstret og energisk. Derudover er Trump opsat på at underholde, og The Art of the Deal er faktisk ægte underholdende: Trump er skæg, og det er selvfølgelig også det, der gør så ondt på Schwartz, fordi fortællingen i høj grad gør Trump tiltalende, likable.

Jeg læser en ramponeret udgave af The Art of the Deal fra 1989, som jeg har lånt på biblioteket. På forsiden sidder Trump med et næsten venligt smil og blik, han skuler ikke endnu, baggrunden ligner Central Park i efterårsfrakke, selv er Trump iført mørk frakke. Det blonde hår er friseret i en blød bølge, det røde signaturslips på plads.

Titlen står med guldversaler, de første fire sider er citater, igen i versaler fra en stribe meget begejstrede anmeldelser. Ikke overraskende står dén fra Chicago Sun Times øverst: »Cary Grant havde sin accent, Clark Gable sit blyantsoverskæg. Donald Trump har sine penge og sin magt, og som de andre romantiske helte ved han lige, hvad han skal stille op med det hele …« Trump er i øvrigt stadig glad for caps lock. Når han skriver på sit medie Truth Social, er det gerne med store bogstaver.

Tony Schwartz fortalte i 2016 til PBS, at det var meget vanskeligt at få Trump til at interessere sig for bogen; at han var utålmodig og irritabel under deres samtaler og kun besvarede Schwartz’ spørgsmål med korte sætninger. Trump erklærede åbenbart, at det handlede om hans indstilling til livet:

»Jeg er bare ikke interesseret i fortiden; jeg er interesseret i nutiden,« hvilket jo sådan set er beundringsværdigt, men temmelig svært at arbejde med for en ghostwriter. Schwartz var tæt på at opgive, men fik en idé: Trump talte i telefon nonstop, det var sådan, han forhandlede, og Schwartz fik det arrangeret, så han kunne lytte med.

Første kapitel i Art of the Deal hedder »Dealing: A Week in the Life«, og første sætning lyder: »Jeg gør det ikke for pengene. Jeg har nok penge, flere penge, end jeg nogensinde vil få brug for. Jeg gør det for at gøre det. Deals, aftaler, er min kunst.« Trump fortæller videre, at han kan lide bare at dukke op på kontoret. Han foretrækker, når det hele er loose, for meget struktur ødelægger kreativiteten.

VI ER MED PÅ telefonen, når Trump giver gode råd; når han taler med journalister. Han taler med ejeren af flere Broadway-teatre, men insisterer på at betale for sine billetter til Cats. Han nævner Calvin Klein og Jimmy Carter i flæng, der er rift om Trump, alle vil have en bid af ham.

Jura og lokalpolitik fylder en del, Trump har styr på det hele, det er stort og småt, men mest stort, han blander sig også i julepynten i Trump Tower og beslutter sig for en gigantisk guldguirlande, som skal hænge over bygningens indgang: »Nogle gange – ikke ofte, men nogle gange – less is more, er mindre mere.« Alt er relativt i Trumps verden.

De første kapitler er ret underholdende. De sprudler af energi og virkelyst, endda en slags drenget charme. Især er beskrivelsen af unge Trump, der flytter til Manhattan fra Queens, effektiv. Hans bolig i byen var beskeden, Trump kaldte alligevel hyblen en penthouselejlighed, fordi den lå øverst. Trump lærte Manhattan at kende, han sled fortovene ned og forberedte sig på en karriere i byggebranchen. Det er et eventyr om New York, som er gammelkendt og evigt appellerende, ren »if I can make it here, I'll make it anywhere«-energi.

Selvfølgelig begyndte Trump ikke allernederst i bunken, han ankom med en pose penge fra sin far. Snart knyttede han sig til advokaten Roy Cohn, de mødtes i den eksklusive Le Club. Et møde og forhold, der skildres i spillefilmen The Apprentice fra i år. Selv skriver Trump/Schwartz: »Jeg narrer ikke mig selv, hvad angår Roy. Han var ikke en spejderdreng (…). Man kan sige meget om Roy, men han var meget tough.«

DE FLESTE SIDER i bogen er imidlertid temmelig kedelige at læse, de detaljerige gennemgange af Trumps forhandlingssejre virker som en indslumringspille. De egentlige tips og tricks er banale: »Tænkt stort«, »maksimér dine muligheder«, »kend dit marked« og lignende.

Ét sted bliver det alligevel lidt skægt, for Trump er tæt på at indrømme, at han har begået en fejl: Bygningen, der stod, hvor Trump Tower knejser i dag, var flankeret af bevaringsværdige art deco-søjler, som The Metropolitan Museum of Art håbede, Trump ville donere til museet.

Det viste sig imidlertid at være frygtelig besværligt og ikke mindst dyrt med de søjler, så søjlerne røg, og helvede brød løs: »Det er ikke den slags publicity, man bryder sig om at få. Når jeg ser tilbage, fortryder jeg, at skulpturerne blev ødelagt. Jeg er ikke overbevist om, at de var så dyrebare, og jeg mener stadig, at mine kritikere var falske og hykleriske, men jeg forstår nu, at visse begivenheder kan få symbolsk betydning.« Det er sjovt, et smukt eksempel på en formfuldendt ikkeundskyldning.

Det er nemt at forstå, at de mænd, der pustede Trump op, nu græmmer sig. Især et par sætninger og et begreb, som Schwartz siger, han fandt på, beskriver boblen perfekt: »Folk vil gerne tro, at noget er det største og det mest fantastiske og mest spektakulære. Jeg kalder det sandfærdig hype. Det er en slags uskyldig overdrivelse – og en meget effektiv form for promovering.«

Schwartz har fortalt, at han følte sig nødsaget til at forklare, at de folk, Trump forhandlede med, ofte oplevede virkeligheden meget anderledes, end den lød i Trumps version. Trumps styrke er, at han altid har været Trump, og at Trump lyver let.

Donald Trump og Tony Schwartz: The Art of the Deal. 384 sider. 199,95 kr. (på Saxo). Random House.