Lytteraturen slår tilbage

Forleden kom Aske Munck med et udbrud mod de »dovne lytterhunde«, der konsumerer litteratur som lyd frem for tekst – en aktivitet, der tilsyneladende er så doven, at vi som menneskehed er lige lukt på vej tilbage til en førmiddelalderlig, uoplyst og ukritisk tilstand.

Jeg synes sådan set, det er irrelevant, om Aske Munck mener, at lydbøger er »rigtig læsning« eller ej. Hvis han ikke er til lydbøger, skal han have lov at være fri. Men når han nu nægter at blåstemple lydbogslæsning som rigtig læsning, nægter jeg til gengæld at blåstemple et så dovent litteratursyn som det, han fremlægger.

Folk er forskellige og har forskellige læsepræferencer, både hvad angår genrer og formater. At se det som et hierarki, hvor noget er bedre eller mere rigtigt end andet – og at insistere på, at alle bør læse på samme måde (og som man altid har gjort) – er både gammeldags og unødvendigt.

Som et finkulturelt og veluddannet Weekendavisen-menneske, for hvem læsning er naturligt, er det en nem holdning at have. Men for mange er læsning svært. Og hvis vi kræver, at der kun er én rigtig tilgang til læsning, siger vi indirekte, at litteratur og viden kun er forbeholdt nogle.

At lytning ikke gør folk til bedre læsere, er jeg heller ikke så sikker på. For et læsesvagt barn kan lydbøgerne være den indgang til litteraturens fantastiske verden, som giver motivation til at klø på med de kedelige letlæsningsbøger. For børneforældrene kan lydbøgerne være det åndehul, der holder læselysten i live mellem bunker af vasketøj og legoklodser. Jeg vil påstå, at man bliver en bedre læser af faktisk at få lyst til at læse.

MUNCK SYNES OGSÅ at mene, at lytning ikke kræver nogen form for fokus, men det er ikke rigtigt. Det kræver øvelse at lytte koncentreret, ligesom det kræver øvelse at læse med øjnene. For mange er lydbøger en acquired taste, som det har taget mange forsøg at vænne sig til. Men man kan lære at holde af lydbøger ligesom af klassisk musik eller smagen af oliven – hvis man vel at mærke gør sig umage.

Har man først lært lydbøgerne at kende, åbner der sig til gengæld en ny verden. Lydbogen er en fortolkning, og stemmens formidling en ekstra dimension, der med sin intonering, melodi og rytme tilfører fortællingen et ekstra lag og skaber stemninger og nuancer i teksten. Jeg har endnu til gode at møde en lytter, der tænker tilbage på eksempelvis Thomas Windings stemme som et fuldstændig ligegyldigt element i deres barndoms fortællinger, eller som vil påstå, at de intet fik ud af at lytte til Alfabet indlæst af Inger Christensen selv.

Lydbogen fortjener andet og mere end den evindelige sammenligning med den trykte bog; den er faktisk noget i egen ret, og der går ikke noget af den fysiske bog, fordi der findes lydbøger. Jeg har sjovt nok aldrig mødt en lydbogslæser, der mener, at fysiske bøger er noget bras, der skal afskaffes – kun det modsatte.

Så læs du bare dine fine papirbøger, Aske Munck, men vid, at når man afskriver noget på forhånd uden at være nysgerrig på mulighederne i det, så risikerer man at gå glip af store oplevelser.

Emma Alnor er redaktionschef ved Det Digitale Folkebibliotek.