Et dejligt luksusproblem, når man anmelder en ny roman af en brillant oprømt stilist som Christina Hesselholdt (er der overhovedet andre brillant oprømte stilister, kunne man spørge, ja, der er i hvert fald Vibeke Grønfeldt og Dorrit Willumsen og Helle Helle), er at finde på en overskrift, som kan blive nødt til at være et citat, der kan vaje fra anmeldelsen som den første, tydeligste propaganda for at få læst bogen hurtigst muligt, for det er hver gang afgørende at få gjort.

Og jeg havde netop bestemt mig for et citat helt henne mod slutningen af den nye, bardus herlige roman Gennem et filter af rødt, der akkurat synes skrevet i ét langt og rødglødende anfald af akut, svimmel inspiration: »Endskønt det øser ned,« for hvem ellers end Hesselholdt ville kunne slippe afsted med at skrive »endskønt«? Det ville end ikke Grønfeldt og Willumsen og Helle.