I september 2024 skrev Erik Skyum-Nielsen, litteraturskribent på Information, en anmeldelse af Lea Marie Løppenthins nye digtsamling Løven og klagen, som tager udgangspunkt i forfatterens egen traumatiske fødselsoplevelse. Skyum-Nielsen var ikke blind for de voldsomme oplevelser, forfatteren beskrev, men kritiserede samtidig nogle af bogens stilgreb, eller mangel på samme. Løppenthin tog sig det nær og gik til tasterne på sociale medier.

Modellen er efterhånden velkendt: En forfatter skriver et værk baseret på personlige oplevelser, en litteraturskribent giver bogen en mindre end begejstret anmeldelse, og forfatteren tager det personligt. I den forbindelse har Weekendavisens Lasse Winther Jensen i en kommentar bemærket, at »den uklare grænse mellem værket og den private forfatter« udnyttes »til at skærme en bog mod kritik«.