Man behøver ikke at have orienteret sig meget i den offentlige debat for at fornemme, at teologerne er den mest iøjnefaldende faggruppe. Så forskellige navne som Sørine Gotfredsen, Christian Hjortkjær, Rasmus H.C. Dreyer, Kristian Østergaard, Marie Høgh, Ida Auken, Lars Sandbeck, Niels Grønkjær og Hans Nørkjær Franch markerer sig løbende som kultur-, kunst- og tidsåndskritikere i varierende lydstyrke og tonearter.

Centralt i et af historiens mindst religiøse samfund står teologerne og præsterne således ironisk nok stadig stærkt i samtalen om, hvor vi er på vej hen, og hvilke værdier som bør gælde. En flittig bidragyder til denne fortsatte meningsudveksling er Johannes Værge, sognepræst ved Vor Frue Kirke i København 1988-2007 og aktuel med det lille værk Retvendt, et emblematisk udtryk for det, vi kunne kalde for samfundsdebattens teologisering.