Undtagelsestilstand. »Det onde sker, når vi afgiver kontrollen over det fælles.« Et mørke har indfundet sig i Karl Ove Knausgårds forfatterskab, og det angår os alle.
Knausgårds inferno
Mellem 2009 og 2011 skrev den norske forfatter Karl Ove Knausgård en selvbiografisk romancyklus, som gjorde ham verdensberømt og ansporede en hel generation af forfattere til at skrive »autofiktivt«. Mange af hans læsere begyndte med Min kamp og har først efterfølgende stiftet bekendtskab med hans tidlige forfatterskab og Morgenstjerne-cyklussen, som udkommer disse år. Den forskudte læserækkefølge kan medføre forvirring, for hvordan gik det til, at den hyperrealistiske skandinav, som vi først og fremmest kender for at sætte ord på livet i velfærdsstaten, blev grebet af det mystiske?
Tanken indfandt sig, da jeg en aften for nogle uger siden overværede en samtale mellem Karl Ove Knausgård og en af hans berørte læsere, den amerikanske skuespiller Jeremy Strong, på Noma. Ikke så meget på grund af det, der blev sagt, som af rummet, vi sad i. Noma genåbnede i 2018 i nye lokaler tegnet af arkitekten Bjarke Ingels, og blandingen af lyse skandinaviske træsorter og brændte mursten fremkaldte denne aften en helt særegen stemning, som jeg både forbinder med 1960ernes fremtidsoptimistiske parcelhuse og dette årtusindes nye nordiske dyrkelse af det bedste. Men fuldmånen, som lyste ind i rummet, og lermaskerne, som hang oppe under taget, svøbte begivenheden i et mystisk skær, som blev forstærket, da publikum satte sig til rette på de til anledningen opsatte træbænke. Pludselig fremstod de som forventningsfulde nutidsroere bænket ombord på et mytisk fartøj. Netop sådan føles Karl Ove Knausgårds forfatterskab: Man er så fortrolig med det, han skriver om, og samtidig oplyser det noget ukendt.
Del:
