Sult. Lars Saabye Christensens firedobbelte romanværk om Oslo og flere generationers liv i byen er et veritabelt mammutværk. Fjerde bind i Byens spor-serien holder niveau.
Kan man kysse en hel by?
Vi kender det fra klassiske romanforfattere som James Joyce, der skrev Ulysses om Dublin. Fra mere moderne forfattere som Tom Wolfe, der skrev Forfængelighedens bål om New York City, eller Mikhail Bulgakov, der skrev Mesteren og Margarita om Moskva. Men vi kender det måske bedst fra den store victorianske prosa i Charles Dickens’ Bleak House, hvor han udtrykker en hel bys sjæl i romanform, så byen på én gang bliver bagtæppe for den menneskelige komedie og en helt selvstændig hovedperson.
Når man beskriver både det enkelte menneskes psyke og eksistentielle drama og en hel bys historie, urbanisering, natur, etnicitet, kultur, kunst, infrastruktur og arkitektur, så er man nødt til at lave nogle mursten. Lars Saabye Christensen, der er dansk statsborger, men som altid har skrevet på norsk og boet i Norge, måtte skrive hele fire store romaner for at få Oslo til at hænge sammen i mastodonten Byens spor, hvoraf fjerde bind nu er udkommet på dansk. Og det er mildt sagt noget af en bedrift. Historierne – for der er virkelig mange spor – strækker sig over intet mindre end 1.960 sider, bare sådan cirka. Så langt et stræk skal man nemlig bruge for at forfølge Byens spor, som på sin vis også kunne være en lille henvisning til Marcel Proust, der skrev med snuden dybt nede i sporet af den tabte erindring.
Del:
