Kærlighed i kynismens tid

I virkeligheden er der tale om to venner i Sigrid Nunez' absurd vellykkede roman En ven. Den ene er en unavngiven mand, fortællerens bedste ven og mentor, død ved egen hånd, den anden hans granddanois, som fortælleren bliver nødt til at tage med sig til lejligheden i New York, hvor hun i årtier har boet billigt på 50 kvadratmeter, hunde forbudt. Hun forvandler det påtrængende problem til en fabel, et eventyr, hvori hunden på magisk vis sætter hende på prøve, og håber på et mirakel.

Det er sygeligt, siger hendes oprørte venner, du må ikke miste sådan en lejlighed på grund af en påduttet hund, men dér sover den udstrakt i hendes seng med hovedet på sin egen pude, den får læst højt, bliver nærstuderet, talt med og motioneret i det måbende nabolag. Langsomt får hun og Apollo, de to sørgende efterladte, det bedre. Han bliver hendes ven, og hun hans. Hvad er vi andet end »to ensomheder, som beskytter og grænser op til og hilser på hinanden«, siger hun og strækker Rilkes definition af kærlighed til også at gælde hende og hunden.