Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Den universelle kritikerposition har ikke længere samme autoritet og gennemslagskraft, konstaterer Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, i et debatindlæg. Indlægget bringes som reaktion på et essay, hvori Johannes Riis, forhenværende forlagschef på Gyldendal, kritiserede landets anmelderstand for at være slaver af opmærksomhedsøkonomien.

Begge herrer har ret. Men implikationerne af udviklingen er langt mere omfattende end den enkelte kritikers anseelse; et tegn på det er, at de kulturbærende institutioner i disse år mister indflydelse.

Det gælder ikke kun i litteraturens verden. Også i underholdningsbranchen er forskydningen tydelig. I USA har aflysningen af The Late Show, som siden 2015 har haft Stephen Colbert som vært, vakt opsigt. Programmet har ellers kørt uafbrudt siden 1993.

Folk protesterer efter CBS/Paramount annoncerede at The Late Show ikke skulle fortsætte. Foto: Ryan Murphy, Scanpix
Folk protesterer efter CBS/Paramount annoncerede at The Late Show ikke skulle fortsætte. Foto: Ryan Murphy, Scanpix

Journalisten Derek Thompson helligede i sidste uge et helt podcastafsnit til sagen. Ikke fordi han mener, Colbert er blevet censureret for sin kritik af præsidenten (som en udbredt kritik ellers lyder), men fordi han mener, at selve showformatet i dag er mindre relevant. For 20 år siden drømte komikere om late night-shows og sitcoms. I dag tjener de bedre som solister.

KONSEKVENSEN ER, at comedygenren – i lighed med litteraturen og andre medier – bevæger sig væk fra de store fælles formater. Institutionernes æra er forbi og erstattes af karismatiske individer. Og vi er knap nok i gang med at diskutere, hvad det betyder for den enkelte kulturforbruger og den borgerlige offentlighed.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Da Weekendavisen interviewede forfatteren Zadie Smith sidste år, advarede hun mod at afskrive de gamle, statsfinansierede institutioner som irrelevante eller fejlslagne. Selvom hun ytrede forståelse for kritikken af deres privilegieblindhed, insisterede hun på deres historiske betydning og nødvendighed.

Hvad får vi, hvis vi opgiver vores institutioner? Kaos – lyder det reaktionære, men næppe udtømmende svar, for selvfølgelig vil noget nyt vokse frem. Men det, institutioner tilbyder, er kontinuitet: en sammenhæng, der rækker ud over den enkelte karismatiske meningsdanner. Sandheden er jo, at vi alle er både forgængelige og undværlige. Hvad forbinder os, hvis alle kun afhænger af sig selv.

Vigtigt er det at huske på, at en institution hverken er mere eller mindre end en beholder; man kan selv præge indholdet. Og det skal man tage alvorligt. For har man autoritet, må man gøre sig umage med at leve op til den.