LEGO. Den utrolige historie om en plastikklods, der holder en hel slægt og en hel by fanget i hundrede år og langt ud i fremtiden, er sindsoprivende spændende.
I legetøjets skygge
Historien begynder i en flække på heden, hvor folk tror på Gud og hinanden, hvor børn lærer at passe på får, køer og hugorme, hvor Indre Mission styrer, og afholdshotellerne blomstrer langs grusbelagte landeveje. Derude kan mennesket kun frelses ved at leve et tåleligt liv med forståelse og hjælp fra Gud. Og det må siges med det samme: Gud har været forbløffende vedholdende i sin støtte til LEGO. Og omvendt. De tre første generationer – farfar, far og søn – har alle henvendt sig til Vorherre og bedt om hjælp med forretningen.
Verdenshistoriens første LEGO-mand, den unge tømrermester Ole Kirk Christiansen, køber i 1916 for penge lånt af familien et lille værksted og flytter sammen med sin kone Kristine til Billund. Han er en flittig og munter mand med en direkte, nogle vil sige enfoldig, linje til Vorherre. I sine breve skriver han »om Gud vil« og lærer sine efterhånden fire sønner, at livet ikke kun er en gave, men også en opgave, og at man som menneske har pligt til at forvalte det betroede så godt som muligt.
Del: