Etnobotanik. Det moderne menneske er blevet planteblindt. Det forsøger en række nordvestjyske museer at råde bod på.
Floraignoranter
Min farmors søster hed Thora og var bondekone omkring landsbyen Kvong i Vestjylland. På sine ældre dage flyttede hun ind til Horne, og der var det, at hendes søn, som hun boede nabo til, en dag opdagede et vildtvoksende æbletræ i hendes have. De kunne have hevet det op og smidt det på kompostbunken. Men i stedet lod de det gro og fandt ud af, at æblerne ikke var så ringe, og Niels sørgede for, at der blev lavet aflæggere af det og delt ud til familien i Lyne, Ringkøbing og rundtomkring. I dag er Thora der ikke mere, men der står en »Thora« bagest i min egen have mellem to bistader og minder om det, hun var. Ikke en Ingrid Marie, som i starten af forrige århundrede på Fyn blev opkaldt efter en vis lærer K. Madsens afdøde datter, men en Thora. Og på en gård i Fousing sydvest for Struer står der nu også en »Kurt«, både i egen potte og podet på en Filippa, altså et æbletræ opkaldt efter en anden fynsk lærerdatter. Og hvem Kurt er, det kan Mette Bentsen Laursen, der bor i Fousing lige syd for Struer, forklare.
»Kurt er en gammel mand, der bor i Sørvad, og modertræet er et æbletræ, der var gammelt, allerede da Kurt var dreng, så nu er det blevet helt hult og holder måske ikke så meget længere. En dag spurgte hans børn, om vi ikke kunne pode nogle kviste fra det. Det lykkedes, og på Filippa-træet er der i år det allerførste Kurt-æble. Det bliver spændende at smage.«
Del:
