For et stykke tid siden spurgte et familiemedlem mig, hvor vigtige ritualer var for mig. Jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle svare, for hele mit liv er bygget op om ritualer og rutiner, som jeg vogter om med den yderste nidkærhed. Om det er alle de små delelementer, der indgår i at brygge dagens første kande te (som skal være Earl Grey; Assam er til om aftenen), eller den velsignede begivenhed, når mine sko trænger til at blive fedtet ind.

I Om ritualernes forsvinden slår den koreansk-tyske filosof Byung-Chul Han et slag for ritualer, rutiner og traditioner. Ritualer, skriver han, er »symbolske handlinger«, der »overleverer og repræsenterer de værdier og regler, som bærer et fællesskab«. Ritualer er ligesom et hjem, et haikudigt, eller, som Kierkegaard skriver, det »daglige Brød, der mætter med Velsignelse«. Gentagelsen bærer glæden i sig selv. Desværre, skriver Han, giver vores samfund ikke meget for ritualer; vi forstår dem ikke og ser ned på dem som noget hult og falsk.