Jeg ved ikke, hvor lang tid der ifølge reglerne for kanonisk urealisme skal henrinde, før det er på tide med endnu en betydelig havfrue i dansk litteratur.

Der har, så vidt jeg kan overskue, ikke været nogen fiskedamer at tale om, siden Hans Christian Andersen første gang publicerede sit til bevidstløshed bekendte, men evigt hjerte- og fodskærende eventyr Den lille Havfrue i 1837, for 189 år siden altså, hvilket forekommer som rigelig lang tid. Nogle spøgelsesagtige havfolk optræder vistnok i Dennis Gade Kofods roman Nexø Trawl (2008), men de hjemsøger akkurat ret utydeligt. Nu så omsider træder en havfrue af format atter ud af bølgerne, nemlig i det virtuost knortede stortalent Rasmus Daugbjergs tredje roman, Rasmus Nielsøn.