Anmeldelse. Susanne Staun gør comeback med en lille, splintret, hård og nådesløs thriller om en pige, der bliver væk. Den starter sort og bliver mørkere derfra.
Hun er blevet mindre
Alt lover godt, det vil sige ondt, da jeg får Susanne Stauns nye, genrebeskidte thriller i hånden. Der står »thriller« på forsiden, den er kun 180 sider lang – som de bedste Hitchcock-thrillere, der kun varer halvanden time – og den hedder Manden i huset, som jo er en præcist og effektivt ildevarslende titel (der ovenikøbet viser sig at være dobbelttydig – længe leve effektivt ildevarslende, dobbelttydige titler). Lovende er det også, at den ikke er led i en personrelateret serie, som de seks bind om seriemordereksperten Fanny Fiske, hvoraf seneste bind, sidste års Kønslig omgang, var en forævlet, pseudo-provokerende skuffelse, og de to glimrende bind med retsmedicineren Maria Krause. Til gengæld er den led i en ikkepersonrelateret serie »om små og store forbrydelser i provinsen«, a la tv-serier som True Detective og Fargo, hvor hver sæson præsenterer helt nye karakterer og en helt ny handling i cirka samme stemnings- og humørmæssige genreunivers.
Men stop med at træde vande, Lars! Opfylder bogen løfterne? Rolig nu, for svaret er tja! Eller rettere: TjjjjjjjjjjJAAAAH! Romanen er rimelig hurtigt i gang, men det er, som om den ikke rigtig orker at være så speedet, som den helst gerne vil være, og på den anden side har den heller ikke tålmodighed til at gå murrende komplekst i dybden med sine personer.
Del:
