Sommer. Nætterne er hvide, og det er nu, i tiltagende måne og tæt på midsommer, hvor solen står højest på himmelen, at det er bedst at høste blomster. Charlotte Weitze skriver om sin have.
Druehyld
Denne juniformiddag er kølig. Min ene teenagedatter sover stadig oppe på sit mørke værelse. Den anden er cyklet ud til hesten. Selv har jeg været vågen længe, og nu skal der laves hyldeblomstsaft.
Mit vindue stod åbent i nat, for at soveværelset ikke skulle blive for varmt. Natten var hvid af midsommerlys og måneskin. Jeg blev vækket ved solopgang, klokken halv fem, da fugleungerne rundt om i havens reder begyndte at skrige på mad. En af hønsene kaglede, fordi hun havde lagt æg.
Del: