Forår. »Haven er en kampplads, den kræver sakse, save og skovle.« I det første af sine fire haveessays stivner forfatter Charlotte Weitze med lugejernet i hånden. For hvem bestemmer her?
Vist gør det ondt
Jeg står oppe på terrassen med lugejernet under armen. Dernede ligger min have, eller rettere, haven jeg deler med min mand og vores to døtre. Sammen ejer vi 1.000 kvadratmeter af jordkloden, fordi vi har købt dem. Alligevel er mange ligeglade. Hen over haven, i vores luftrum, flyver gæssene på deres morgen- og aftentræk. Bringer de mon fugleinfluenzaen med? Naboens Kat-Emil skrider med en konges værdighed tværs over plænen, og en af bagboernes brombærkrat kvæler snart vores syrenhæk. Der er børnenes kaniner, Brombær og Zimba, som graver skakter i plænen, og hønsene Fifi og Skrukki, der bruger staudebedet som støvbadekar. Og ja, nu også ukrudtet, de spirende brændenælder, mælkebøtter og skvalderkål, som mener, at haven er deres.
Jeg knuger lugejernet. Når coronaen tvinger mig til at være hjemme i haven, har jeg ingen undskyldning for ikke også at ordne den.
Del:
