Camppop. Dramatikeren Aleksa Okanovic debuterer med en lommefilosofisk kitschroman om nazisternes dødslejr, som viser, hvad der mistes, når litteraturen automatiseres.
Holocaust ifølge kunstig intelligens
De seneste måneders fremkomst af højtudviklede former for kunstig intelligens har gjort det nemmere at forestille sig, at romaner i fremtiden bliver noget, man kan bestille fra en maskine. Det er en udvikling, som giver det tiltagende præstationsduperede individ grund til at lede efter de mærker, som det særligt menneskelige sætter i litteraturen.
Heldigvis findes der allerede en romangenre, der på forbilledlig vis indikerer, hvad der mistes, når litteraturen automatiseres. Det drejer sig om »camppop«, en relativt ny slags semifiktive feelgood-fortællinger fra udryddelseslejre, der for alvor vandt indpas herhjemme med udgivelsen af Heather Morris' roman Tatovøren fra Auschwitz fra 2018, som har solgt 12 millioner eksemplarer på verdensplan og får premiere som tv-serie senere på året.
Del: