Føljeton. Siden slutningen af Anden Verdenskrig har holocaustlitteraturen været defineret af dogmer og tabuer, men 75 år efter befrielsen af Auschwitz har et nyt fænomen set dagens lys: Camppop er semifiktive feelgood-fortællinger fra nazisternes mest berygtede udryddelseslejr, og de kontroversielle romaner udfordrer idéen om, hvordan historien skal erindres.
Hvem er bange for camppop?
Min barndom sluttede i sommeren 1998, da min venindes bedstemor fandt ud af, at vi endnu ikke vidste, hvad Holocaust var, og stak os en illustreret bog om emnet. Som jeg husker det, sad vi i timevis og bladrede i bogen med de rædselsfulde fotografier, måske var det bare fem minutter, pointen er, at det gav mig et chok, jeg endnu ikke er kommet mig over.
I de første måneder efter afsløringen var jeg decideret ude af den. Jeg blev hjemsøgt af de udsultede muselmænd og -kvinder og bunkerne af lig, og jeg var helt overbevist om, at historien lige om lidt ville gentage sig for min egen familie. Efterhånden lærte jeg at skelne mellem fortid og nutid, alligevel kunne jeg ikke lægge erfaringen bag mig. Jeg var draget af det, som gav mig angst, og når der var frikvarter, listede jeg hen på skolebiblioteket og smuglæste i Anne Franks dagbog og Øen i Fuglegaden. Heldigvis fandt jeg en allieret i min klasse, som havde et Playmobil-sæt derhjemme, der kunne bruges til at bygge koncentrationslejre med, men vigtigst af alt så forstod hun, at emnet, såvel som vores interesse for det, var grænseoverskridende og krævede diskretion.
Del:
