Selvforglemmelse. Hvad kan en sort superstjerne i den hvideste sport lære os om vinderinstinkt, strukturel racisme og tennisspillets skønhed? En hel del, viser Anders Haahr Rasmussens nye bog.
Hjemme på udebane
Anders Haahr Rasmussen kommer først rigtig galt afsted godt 200 sider inde i sin nye bog. Han vil lære, hvad det betyder at være sort superstjerne i et hvidt USA, så uskyldig og godtroende går han solo ad små sideveje i Compton, L.A., dér hvor kampråbet Fuck tha Police runger allerdybest, da en lokal beboer tvinger ham til at smide tøjet. Haahr skal bevise, at han ikke skjuler en optager, for han er nok den første hvide mand set på gaden i dagevis. Planen var ellers bare at besøge nogle gamle døde tennisbaner og se, hvor Serena Williams slog sine første forhænder. Nu er hans eget liv sat på spil.
Det er kulminationen på hans studie i, hvor Serenas vrede stammer fra, og hvorfor han selv reagerede uforstående, dengang han i 2018 live-kommenterede den nu ikoniske finale i US Open, hvor hun arrigt beskyldte dommeren for diskrimination og antændte en ilter debat om køn og race i USA. Det begyndte med en ketsjer smadret i raseri og endte med skyttegravskrig og småracistiske tegninger i medierne. Efter dramaet var Haahr plaget af tvivl i en sådan grad, at han har gjort de få minutter i New York til omdrejningspunktet for et glødende essay om tennis, racisme, Serena og sig selv.
Del:
