Grief and Grievance. Årets mest omtalte kunstudstilling i New York undersøger den kollektive sorg hos sorte amerikanere.
Sort sorg og hvid bitterhed
På New Yorks møntvaskerier og bagelbagerier transmitterer fjernsynene i disse dage et velkendt drama: det om den hvide betjent, der er anklaget for at tage en sort mands liv. For mange amerikanere føles retssagen om drabet på den sorte mand George Floyd som en genudsendelse: betjentene, der gennemtæskede Rodney King? Frikendt. Nabovagten, der dræbte teenageren Trayvon Martin? Frikendt. Betjenten, der blev fyret for at være psykisk ustabil, blev ansat af nabopolitikredsen og dræbte 12-årige Tamir Rice? Frikendt. Betjenten, der skød Michael Brown? Betjenten, der kvalte Eric Garner? Betjenten, der skød Philando Castile? Frikendt, frikendt, frikendt.
Sorgen over de dræbte sorte amerikanere – og traumet over at leve i et racistisk, voldeligt og uretfærdigt Amerika – er temaet for udstillingen Grief and Grievance: Art and Mourning in America på New Museum, der er årets mest omtalte museumsudstilling i New York.
Del: