Banesårbarhed. Prisværdig, krigerisk øm antologi om, hvordan psykiatrien – forgæves! – forsøger at diagnosticere al sjælelig individualitet ud af de mennesker, den har i sin vold.
Har du givet din tvangsforestilling et kram i dag?
De unge digtere Anna Rieder og Sidsel Anna Welden modtog sidste år Bukdahls Bet – Den smalle litteraturpris for tre pjecer, Magisk tænkning, Symptomoversættelse og Ti gode råd til lægen, henvendt til behandlere og personale i det psykiatriske system i stedet for den sædvanlige, omvendte henvendelsesretning. Nu er pjecerne muteret til en hel bog, en ekstremt rig og klog og bevægende antologi med den smukke titel Hjertet er en fold med heste, redigeret af Rieder og Welden og med bidrag af hele fem af de sidste års meste talentfulde debutanter – man kunne næsten, men også kun næsten kalde bogen for en generationsantologi – Rieder og Welden selv (debut med henholdsvis digtsamlingen Hindebæger og romanen I det hvileløse), Gry Stokkendahl Dalgas (tekstsamlingen Det er herfra jeg kan begynde at tale, disse ord kan finde vej), Fine Gråbøl (romanen Ungeenheden) og Sebastian Nathan (digtsamlingen Honey Moon, bogens titel er – selvfølgelig – hentet fra et af hans glasklart skrøbelige digte).
Som eller i stedet for genrebetegnelser og undertitel står på forsiden denne læserhilsen: »Kære læser. Du står med en samling tekster fra mennesker med tilknytning til psykiatrien.« Den sidste vending, »mennesker med tilknytning til psykiatrien« er en oversættelse til menneskesprog af det, for patienter og tidligere patienter, belastende ord »patient«, fælles for alle skribenterne, undtagen to, en behandler og en pårørende, er nemlig, at de har været psykiatriske patienter eller måske rettere psykiatrisk patientgjort. Rieder og Weldens tre pjecer er optrykt sidst i bogen, og punkt 8 lyder:
Del:
