Forskellen på ejestedord som »hans/hendes« og tilbagevisende stedord som »sin« er blandt det danske sprogs mest sejlivede markører: Der er dem, der godt kan finde ud af brugen, og så er der (alle) dem, som ikke kan.

Kort sagt skal man bruge »sin«, når den, der ejer noget, er sætningens grundled, altså: »Wilma tog sin bold under armen.« Hvis man i stedet skriver, at »Wilma tog hendes bold under armen«, ja så har hun taget en anden piges bold. Men helt så nemt skal det ikke være. For man skal tilmed bruge »sin«, hvis man henviser til grundleddet i en såkaldt indlejret (skjult) sætning.

Det hedder for eksempel »Snorre ser Magne sidde på sin hest«, også hvis det er Magne, som ejer hesten, fordi der så er tale om en skjult sætning, der er indlejret i en oversætning – i dette tilfælde: »Magne sidder på sin hest.«

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

De fleste kan høre, at sætningen »Snorre hørte, at sin far kom hjem« er forkert. Her hedder det »hans«. Men hvorfor egentlig? Fordi Snorre er grundled i helsætningsstammen, mens hans far er grundled i ledsætningen; de to står dermed teknisk set i hver sin sætning.

Collage: Weekendavisen
Collage: Weekendavisen

Hvorfor overhovedet denne skelnen, andet end for at udstille usikre eller uopmærksomme sprogbrugere? For at undgå misforståelser, siger vi. Sådan at vi kan vide, om Wilma tager sin egen bold eller venindens. Ifølge Dansk Sprognævn er der imidlertid i praksis »ikke den store risiko for misforståelser«, og Sprognævnet fortsætter i vanlig inkluderende stil:

»Der er ikke tale om strenge regler for korrekthed, men om hvilke ord man skal vælge, hvis man ikke vil vække opmærksomhed eller støde nogen. Imidlertid er der en udbredt vaklen i sprogbrugen, som har været der gennem meget lang tid, og man bør være tolerant overfor fx regionale forskelle i sprogbrugen.«

Det er da også langtfra alle sprog, der skelner mellem ejestedord og tilbagevisende stedord.  Englænderne bruger »his« om både »hans« og »sin« og »her« om både »hendes« og »sin« (dog bruges også »hers« som ejestedord ved skjult substantiv). Heller ikke franskmændene skelner.

Alene den seneste uge har jeg hørt en podcastvært, en kurator og en lektor, alle veluddannede mennesker fra forskellige landsdele, bruge forkerte stedord. Løbet synes kørt, så lad da os kyle de tilbagevisende stedord på sproghistoriens mødding. Eller i det mindste indføre valgfrihed mellem disse og ejestedordene.

Skal grammatikken altid rette ind efter fejlbrug? Nej, bestemt ikke. Men her er et sted, hvor vi med fordel kan sløjfe besværet.