Kommentar. Det litterære miljø befinder sig igen i et skisma mellem ytringsfrihed og tolerance.
Hærværksfrihed
Kriser af betragtelig samfundsbetydning aflejrer sig altid i skønlitteraturen, for forfatterne skriver gerne om det, der sker: katastrofer, krige, klima og corona. Men besynderligt nok har Muhammedkrisen kun efterladt ganske sporadiske spor i skønlitteraturen, for eksempel i Den lange dag af Stig Dalager. I betragtning af, at krisen – med forbindelserne til Salman Rushdie og De sataniske vers – går til skrivefrihedens kerne, kan man undre sig over, at forfatterne ikke har set det dramatiske potentiale i de politiske og moralske dilemmaer.
Alle spørgsmål om ytringsfrihed og dens begrænsninger går til litteraturens hjerterod, fordi forfatterne historisk set altid har været blandt de forreste ofre, når autodafeernes kommissærer har tændt bål i gaderne. Derfor er debatten om et forbud mod koranafbrændinger også en litterær debat.
Del: