Hæklenålen i høstakken

På mit toilet hænger et lille, hæklet håndklæde med orange og hvide striber. På mit skrivebord står et sort-hvidt billede af en ældre dame, som sidder i min barndoms have i en blomstret liggestol og hækler netop det håndklæde. Hun har gråt, vandonduleret hår, briller med tungt stel og en cardigan lagt over skuldrene. Det er tante Dagmar eller Dagmar Hansson, som var min babysitter, da jeg var lille. På billedet er hun vel et par og tres. Dengang så man sådan ud i den alder, i dag ville man tro, at hun var væsentlig ældre. Tante Dagmar hentede mig hver dag fra børnehave, hun lavede pandekager og lagde mig til at sove med et tæppe i haven, mens hendes datter Evelyns cockerspaniel Lucky holdt vagt ved min side. Da jeg var fem år, lærte hun mig at strikke og hjalp mig om og om igen, når jeg forsøgte at vride de stramme masker af pindene med mine svedige hænder. Året efter døde hun af en hjernesvulst. Det var min barndoms største sorg.

Håndarbejde hænger næsten altid sammen med en historie om en, der har været god ved dig. En eller anden har sat sig ved din side og givet sine færdigheder videre, båret over med dine første famlende, og ofte rasende, forsøg og er blevet ved og ved, indtil du kunne det.