PARIS – Selvom der er krig i både Iran, Libanon og Ukraine, og verdens stabilitet såvel som økonomi er truet, taler folk i Paris primært om et oprør i den litterære verden. I den forgangne uge blev en af landets mest velrenommerede forlagsredaktører, Olivier Nora, nemlig fyret fra det hæderkronede forlag Grasset, som han har ledet i 25 år. 

Officielt er årsagen uenighed om udgivelsesdatoen for den algeriske forfatter Boualem Sansals kommende bog om et år bag tremmer i Algeriet. Men siden er det kommet frem, at striden skulle være blevet antændt, da Olivier Nora nægtede at udgive en angiveligt lunken bog om katolicismens Rom af Nicolas Diat, der er uofficiel rådgiver for det nationalkonservative parti Rassemblement Nationals leder og unge håb, Jordan Bardella.